USA: RUSLAND HAR MODTAGET HUNDREDVIS AF IRANSKE DRONER

Det Hvide Hus oplyser fredag, at Rusland lader til at være i gang med at øge dets forsvarssamarbejde med Iran, og at landet har modtaget hundredvis af droner, som bruges til at angribe Ukraine.

På baggrund af information, der for nylig er blevet frigivet til offentliggørelse, siger Det Hvide Hus, at dronerne er bygget i Iran, fragtet over Det Kaspiske Hav og siden brugt af russiske styrker mod Ukraine.

- Rusland har brugt iranske UAV'er i de seneste uger for at angribe Kyiv og terrorisere den ukrainske befolkning, og partnerskabet mellem det russiske og iranske partnerskab lader til at være blevet dybere, siger John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus.

Dronerne omtales ofte som UAV - Uncrewed Aerial Vehicles. Det betyder ubemandede luftfartøjer på dansk.

- Vi er også bekymrede for, om Rusland arbejder sammen med Iran for at producerer iranske UAV'er i Rusland.

Kirby siger, at USA har informationer om, at Rusland modtager materialer fra Iran, der skal bruges for at lave en fabrik til at fremstille dronerne. Den fabrik kan ifølge USA være klar til brug tidligt næste år.

- Vi udgiver satellitbilleder af den planlagte lokation for denne dronefabrik i Ruslands særlige økonomiske zone Alabuga, siger han.

USA har tidligere indført sanktioner mod iranske chefer fra en våbenfabrikant, fordi de forsynede Rusland med droner.

Iran har anerkendt, at det sender droner til Rusland, men har tidligere sagt, at dronerne blev sendt, inden Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år.

Ruslands regering har afvist, at landets styrker bruger iranske droner i Ukraine.

En embedsmand fra Det Hvide Hus siger, at Iran har sendt flere hundrede droner til Rusland siden august.

Forholdet mellem Rusland og Iran går begge veje, siger John Kirby. Iran har eksempelvis brugt milliarder af dollar på militærudstyr fra Rusland.

- Dette er et militært samarbejde i fuld skala, som er skadeligt for Ukraine, Irans naboer og det internationale samfund. Vi fortsætter med at bruge alle de værktøjer, vi har til rådighed for at blotlægge og afbryde disse aktiviteter blandt andet ved at dele dette med offentligheden.

- Og vi er klar til at gøre mere, siger John Kirby.

/ritzau/Reuters

2023-06-10T02:50:07Z dg43tfdfdgfd