SCHOLZ VIL RINGE TIL PUTIN MED OPFORDRING OM TILBAGETRæKNING

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, sagde i en tale lørdag, at det er hans hensigt snart at tale med den russiske præsident, Vladimir Putin, over telefonen for indtrængende at opfordre ham til en russisk tilbagetrækning fra Ukraine.

I en tale ved et konvent i Nürnberg lørdag for den tyske protestantiske kirke sagde Scholz, at han tidligere har talt i telefon med Putin.

- Det er min plan at gøre det igen snart, tilføjede han.

Scholz sagde, at det er en forudsætning for en "retfærdig fred", at Rusland trækker dets styrker tilbage.

- Det er nødvendigt at forstå dette, sagde han.

Fra nogle af tilhørerne kom der fra tid til anden tilråb med opfordringer til at forhandle med russerne.

Scholz reagerede ved at råbe tilbage:

- At forhandle er okay. Spørgsmålet er: Hvem forhandler med hvem og om hvad.

Den tyske regeringschef havde tidligere i sin tale skitseret principperne i Tysklands syn på krigen og understreget, at det må forhindres, at konflikten eskalerer.

- Det var og er rigtigt, at vi handler på en koordineret måde i alt, hvad vi gør. At vi overvejer hvert skridt og ikke går frem alene. Dette har været et bindende princip for os fra begyndelsen, sagde han.

/ritzau/Reuters

2023-06-10T10:50:12Z dg43tfdfdgfd