PROFESSOR SLåR REKORD VED AT BO TRE MåNEDER I UNDERVANDSHYTTE

100 dage efter at være dykket til Jules' Undervandshytte er Joseph Dituri, en amerikansk universitetsprofessor, fredag igen kommet oven vande.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Med bedriften har Dituri, som går under kælenavnet Dr. Dybhav, slået rekorden for længst tid tilbragt mere end ni meter under vandspejlet.

Den kyndige dykker og sundhedsforsker sprængte den tidligere rekord på 73 dage, 2 timer og 34 minutter, som blev sat i 2014 af to professorer fra delstaten Tennessee.

Det var dog aldrig det, som var pointen med turen, siger Dituri.

- Det handlede om at udvide den menneskelige tolerance over for undervandsverden og for et isoleret, indespærret, ekstremt miljø, fortæller Dr. Dybhav om oplevelsen.

Undervandshytten administreres af Jules' Undersea Lodge og ligger i Key Largo-lagunen i Florida.

Ulig en ubåd, hvor der trykudlignes, så trykket i ubåden føles som om, man var på landjorden, er trykket i hytten designet til at matche dybden, hvor hytten ligger.

Under de godt tre måneder, som Dr. Dybhav tilbragte i hytten, udførte han daglige eksperimenter for at se, hvordan hans krop reagerede på det højere tryk under vandet.

Han holdte også virtuelle seminarer fra den internetudstyrede hytte med flere tusinde studerende fra 12 forskellige lande, agerede lærer på et universitetsforløb og bød flere end 60 gæster velkommen i sin midlertidige bolig.

- Det mest tilfredsstillende ved projektet var at interagere med næsten 5000 studerende og at se dem gå op i at konservere, beskytte og genoprette vores havmiljø, siger han.

En overnatning i Jules' Undersea Lodge koster 1125 dollar per gæst. Det svarer til 7775 danske kroner, men man kan få rabat ved større grupper. For 175 dollar, eller cirka 1200 kroner, kan man få sågar få leveret en pizza til den spektakulære hytte.

Det er dog ikke lige sådan til at komme til hytten. Man skal nemlig dykke derned, og for at gøre det skal man have dykkercertifikat.

/ritzau/

2023-06-10T03:05:06Z dg43tfdfdgfd