KENDT MUSIKER DøMT FOR BRUG AF FALSK SKILT TIL HANDICAPPARKERING

Musiker og melodigrandprixvinder Ihan Haydar er fredag af Københavns Byret dømt for dokumentfalsk.

I oktober 2020 brugte hun efter rettens vurdering et falsk handicapparkeringsskilt i forruden af den bil, som Ihan Haydar og hendes mand bruger dagligt.

Bilen tilhører ægtefællens forældre.

Hun idømmes 40 dages betinget fængsel.

Dommen ankes til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

Ifølge melodigrandprixvinderens egen forklaring var det hendes far, som havde lånt bilen og parkeret den på gerningsstedet.

Han har et officielt handicapparkeringsskilt, men det var altså en kopi, der lå i bilen på gerningsdagen.

Retsformanden ville have hende frifundet, men de to andre domsmænd fandt hendes forklaring utroværdig.

P-vagten, der fandt skiltet i bilen, husker, at farverne så udtværet ud, og at det var firkantet.

Et legitimt handicapparkeringsskilt har ifølge hans forklaring i retten runde kanter.

Efter fundet af skiltet tilkaldte han politiet, som fik kontakt til musikerens mand. Ifølge politirapporten forklarede han, at det var den dømte, som havde brugt bilen senest.

Derefter kørte politiet ud til Ihan Haydars arbejde for at sigte og afhøre hende. Her underskrev hun en konfiskationserklæring, da politiet ville tage det falske parkeringsskilt med i forbindelse med efterforskningen.

Da hun blev spurgt af sin forsvarsadvokat, Nima Nabipour, om hun vidste, hvad en konfiskationserklæring er, var svaret nej.

Ihan Haydars forsvarer mener, at der ingen beviser er for, at hans klient har puttet skiltet på instrumentbrættet.

Desuden mener han, at det heller ikke kan bevises, hvem der har gjort det.

- Hun har sagt, at det var hendes far, der havde lånt bilen, og at det var ham, der havde gjort det. Please do the math, sagde han til retten under de afsluttende bemærkninger.

Ihan Haydar er trommeslager i bandet L.I.G.A, og i 2022 vandt hun Dansk Melodi Grand Prix med bandet Reddi.

/ritzau/

2023-06-09T11:54:34Z dg43tfdfdgfd