TRE MæND DøMMES I SAG OM KIDNAPNING OG KNIVSTIK

Alle tre tiltalte i en voldsom sag om kidnapning, grov vold og forsøg på røveri blev fredag dømt i Retten i Glostrup.

Det fortæller specialanklager Henrik Uhl Pedersen til Ritzau.

De påstod alle, at de ikke havde noget med overfaldet at gøre.

En mand blev i juli sidste år lokket ud i en bil, hvorefter han blev truet med pistoler, banket og stukket med kniv.

De ville have, at han skulle skaffe penge til dem, sagde offeret i sin forklaring til første retsmøde i sagen.

Den ældste på 33 fik to års ubetinget fængsel og blev udvist fra Danmark med indrejseforbud i seks år. Han er fortsat fængslet.

Han anker dommen. Han vil frifindes i landsretten, fortæller hans advokat Rune Wiborg.

De to andre på 21 og 20 år blev idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel og blev løsladt efter dommen. Det vides ikke endnu, hvordan de skal afsone resten af deres straf.

De har siddet varetægtsfængslet siden henholdsvist september og juli.

De har begge 14 dage til at beslutte, om de vil anke dommen, da de har udbedt sig betænkningstid.

Under første retsmøde lød de to unge mænds forklaring på, at den ene var endt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Retten vurderede dog, at deres forklaringer var konstrueret, usammenhængende og utroværdige.

De påstod også, at de ikke kendte den 33-årige.

Den ældste forklarede ved første retsmøde, at han kendte offeret, som nægter kendskab til de tre dømte, og at han var hans faste pusher, som han købte 10 gram kokain af hver weekend.

- Hvorfor skulle jeg lokke ham ud, hvis han er min faste pusher. Jeg snakker med ham, og vi snakker om livet, sagde han i sin forklaring.

Det var også det, der skulle ske, da han ankom til offerets adresse, hvor hans forklaring lød på, at han fandt ham på jorden og forsøgte at hjælpe ham.

/ritzau/

2023-06-09T13:15:37Z dg43tfdfdgfd