LANDSRET AFVISER PROTEST MOD OMSTRIDTE VIDNER I MIA-SAGEN

En tidligere kæreste, en kammerat og en tidligere kollega kommer til at vidne i retssagen mod en 37-årig mand, der er tiltalt for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Det står klart, efter at Vestre Landsret ifølge Jyllands-Posten har afvist et kæremål fra forsvarer Mette Grith Stage, som havde protesteret mod vidnerne.

Hun har fundet det problematisk at føre vidnerne, som hun beskriver som karaktervidner. Det er vidner, der ikke har noget med selve sagen at gøre, men i stedet skal sige noget om den tiltalte som person.

Ifølge Mette Grith Stage er anklagerens formål med at føre de pågældende vidner kun at sætte hendes klient i et dårligt lys.

- Det er tidligere venner til min klient, og de er bestemt ikke venner mere. De skal stille min klient i et dårligt lys - blandt andet i forhold til kvinder, og vi har altså ikke tradition for at føre karaktervidner ved danske domstole, sagde Mette Grith Stage onsdag til TV2.

Landsretten afviser ifølge advokaten i sin afgørelse at se på spørgsmålet om vidnerne, da den ikke mener, at spørgsmålet er af fundamental betydning for sagen eller af principiel karakter.

Derfor står byrettens beslutning om, at vidnerne kan føres, ved magt.

I en sms til Jyllands-Posten skriver Mette Grith Stage fredag, at hun er "helt uenig" i, at landsretten ikke vil tage stilling til spørgsmålet, men at der ikke er mere at gøre.

Retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn begyndte onsdag i Retten i Aalborg, og fredag blev de første vidner afhørt.

De næste vidner skal afhøres mandag og tirsdag i næste uge. Foruden de tidligere venner vil anklageren afhøre politifolk og en retsmediciner.

Den tiltalte nægter voldtægt og drab, men erkender usømmelig omgang med lig.

Han har forklaret, at han tilbød den unge kvinde et lift i sin bil kort efter klokken 6 om morgenen den 6. februar 2022, hvor hun havde været i byen i Aalborg.

Ifølge ham udviklede de under køreturen en seksuel relation, og de kørte ud i et skovområde for ifølge ham at have sex. Mia Skadhauge Stevn faldt dog i skoven, hævder han, og hun døde ifølge ham lidt senere i hans bil.

Han gik ifølge sin forklaring i panik og skaffede sig af med liget, som han parterede, og han kørte ligdelene til Dronninglund Storskov.

/ritzau/

2023-06-09T14:00:49Z dg43tfdfdgfd