BRANDVæSEN POLITIANMELDER AFFALDSANLæG EFTER BRAND I ROSKILDE

Roskilde Brandvæsen har politianmeldt affaldsanlægget Solum efter en brand i affald på anlægget i maj.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Lars Robetje, som er beredskabsdirektør hos Roskilde Brandvæsen, siger til TV 2 Kosmopol, at de blandt andet ikke mener, at Solum har overholdt kravene om afstand mellem bunkerne.

- En brand vil kunne ske. Det er derfor, man laver indretningen af arbejdspladsen. Der, hvor det bliver interessant, det er, at man skal kunne bekæmpe branden, og her mener vi, at man ikke har overholdt afstandskrav og belægningsplanen, siger han til mediet.

Det er ikke første gang, at der er gået ild i affald hos Solum. I 2020 brugte brandvæsnet 10 uger på at slukke en brand i 30.000 ton haveaffald.

Den brand førte også til en anmeldelse fra brandvæsnet.

Umiddelbart efter branden i maj sagde Lars Robetje, at Solum havde fulgt brandvæsnets anbefalinger fra 2020. Men efter en grundig gennemgang af branden i 2020, mener brandvæsnet alligevel ikke, at reglerne for brandsikkerhed er overholdt.

Solums administrerende direktør, Christian Christiansen, siger i en skriftlig kommentar til TV 2 Kosmopol, at der opstod en meget uheldig situation.

Han henviser til, at Solum ikke må knuse affald i weekender, en masse affald fra helligdagene, et fejlsorteret batteri og et stop for modtagelse hos forbrændingsanlæggene.

Ifølge brandvæsenet kan det ikke fastlægges, hvorfor branden tilbage i maj opstod.

Men Solum skriver til TV 2 Kosmopol, at de mener, at branden blev antændt af et fejlsorteret litiumbatteri.

Branden i maj kunne tydeligt ses fra den nærliggende motorvej, og den skabte kraftig røg.

/ritzau/

2023-06-10T06:45:54Z dg43tfdfdgfd